Kære venner
Det er et højrisikoområde at træde ind i mission. I disse påskedage mindes vi Jesu højrisikomission, der endte med døden på et kors. Men også med opstandelse og nyt lys og håb.
Lige nu er sikkerhedssituationen i de fleste af Mission Afrikas partnerlande rød – dvs. det kun er højst nødvendige rejser, vi kan gennemføre. Hvordan holder vi fast i et solidt partnerskab, hvor vi vandrer sammen, udveksler, mærker, lytter, taler, når vi ikke kan være fysisk sammen? Venskaber bygger på relationer – ikke på effektivitet.
Corona lukkede for vores rejser i to år, og nu er der militærkup på militærkup i Central- og Vestafrika, fordi jihadisterne overtager mere og mere magt i landene. Det gør, at befolkningen skriger efter initiativer mod usikkerheden. Dråben, der fik bægeret til at flyde over i Burkina Faso i vinter, var da 100 blev dræbt i en landsby. I sidste uge blev en af de mest fremtrædende muslimske imamer i Nigeria taget fra bestillingen, fordi han talte for meget om tros- og religionsfrihed, fred og forsoning.
Når vi taler med de lokale afrikanere, siger de, at vi i den demokratiske verden har misforstået situationen. Mange mener, at vold sommetider er den eneste måde at ændre tingene på. Derfor har militærjuntaen i Mali indgået samarbejde med Putins voldelige russiske Wagner-gruppe. Det bliver hårdt for jihadisterne!
Militærjuntaen i Mali ved godt, at når de laver et kup, så møder det modstand rundt om i verden. Men før de kom til, kan man indvende, at der var et civilt kup, fordi den demokratisk valgte forgænger nægtede at gå af. Han ændrede bare forfatningen. Derfor ser man f.eks. jublende malisere, da militæret afsatte den demokratisk valgte præsident. Det lykkedes at få partnerkoordinator Thore Eklund ud af landet i utide før jul, selvom grænserne blev lukket for flytrafik. Det var ikke en rar oplevelse. Des diste måneder er der måske faldet mere ro over situationen.
Men de danske og franske soldater er ved at blive trukket ud, selvom deres mission var at hjælpe landet med at skabe stabilitet i kampen mod Boko Haram og de mange andre ekstremistiske terrorceller i landet.
Vores partnerkoordinator Hanna Rosenlund Meilandt reagerede sådan på situationen:
”Jeg tror, man kan sige, at mange hellere vil have sikkerhed (både fødevaresikkerhed, fysisk sikkerhed, fred osv.) end en bestemt styreform. Der er så langt til magten, at det kan være svært at forholde sig til for mange. Jeg tror også, der er en del, der gerne vil have demokrati, og den medbestemmelse det repræsenterer. Men mange steder er demokratiet så amputeret, at det ikke virker sådan reelt.”
Hvad gør vi som missionsorganisation, når vi har vanskeligt ved at være til stede fysisk?
Hvad er vores kald i denne håbløshed?
Der har aldrig været mere brug for os og for påskens frigørende budskab! Om det er Nigeria eller Cameroun, der hærges af banditter, som smadrer kirker og kidnapper lokalbefolkningen for at tjene nogle penge, eller om det er Mali og særligt Centralafrika, der lever i en vanvittig ustabil situation, så er der brug for os! Når vi ikke kan rejse afsted uden vagter på begge sider, så kan vi andre ting: Skrive og opmuntre dem. Fortælle dem at vi beder for dem og tænker på dem. Sende vores penge til de fredsskabende aktiviteter i områderne, hvor fredens evangelium får lov til at slå rødder og skabe fast fundament i en usikker hverdag. F.eks. lykkes vi med fredskomitéer i Mora i Nordcameroun, og har netop søgt en million til at udvide det projekt. Bed om at den ansøgning må gå positivt igennem. Samtidigt går de 250 evangelister og præster, vi støtter i kirkerne, forrest i kampen for fred og forsoning.
Er det naivt at tro, at vi kan ændre noget? JA! Men vi kan på en guddommelig måde. Mange af de opgaver, vi kristne er gået ind i, virker naive, og folk har grinet af os. Men de lykkes, fordi vi har himmelens og jordens Herre på vores side!
Et stærkt eksempel på dette var, da en evangelist fra Kontagora-området blev kidnappet på det lokale marked. Gennem flere dage bad verdens kristne for ham, og på 4. dagen kom der bier ind i lejren hos kidnapperne og forvirrede dem, så han kunne stikke af og nu er hjemme i sikkerhed. Ja, vi tror på, at det var Guds indgreb i en fastlåst situation. Derfor folder vi hver dag hænderne for vore venner – de hårdt trængte kristne – lemmer på Kristi legeme. De har brug for os! Og vi har brug for dem.
Velsignet påske og tak for jeres forbøn.
De bedste hilsener
/Henrik
PS: I Mission Afrikas MAgazinet #2/2022 vil vi arbejde endnu mere med dette tema om forfulgte kristne.
