Der herskede fred og ro i den påskefarvede kanariefugl Olivias fuglebur. Olivia opdagede først faren …. da det var for sent. Kort efter så hun sig fortumlet om i mørket, efter en ubehagelig flyvetur gennem støvsugerrøret. Midt i ejerens rengøring ringede telefonen, og i det øjebliks uopmærksomhed forsvandt Olivia gennem støvsugerrøret, og lå nu lammet, fortumlet og møgbeskidt inde i støvsugerposen.
Da ejeren opdagede fejlen, flåede han posen itu, greb den støvede sangfugl og løb til badeværelset, hvor Olivia fik 2 minutters gennembrusning i det iskolde vand. Skælvende og gennemblødt sad staklen der i hans hånd. Men den meget omsorgsfulde ejer greb hårtørreren og pressede en trykbølge af hed luft mod det lille, forsvarsløse kræ.
Flere dage senere fortalte ejeren, at det var som om Olivia havde mistet humøret. Nu sad den bare tavs og stirrede. Sangen var forstummet.
Vi oplever også sangen kan forsvinde brat. Måske fordi naboen generede dine børn, du fik skilsmissepapirerne tilsendt eller en fyreseddel, en tyv brød ind, mørket pressede på eller et nært menneske døde, og du lades alene tilbage – i stikken.
Vi kan sidde fortumlede og ilde tilredt ligesom sangfuglen Olivia og ligesom Jesu disciple, da deres mester blev henrettet på korset. Vi er:
- støvsuget for alt mod og håb.
- bruset igennem med de kolde og barske realiteter, og
- væltet omkuld af varmen fra løfter, der pludselig runger så hult.
Glædessangen er forstummet.
Påsken fortæller en utrolig historie om at livet vokser ud af døden, som en påskeliljeknold der pludselig bliver grøn og til sidst trompeterer sejrsbudskabet ud: ”Jesus døde for vores skyld, men er opstået fra graven!” Påskemorgen år 33 indvarslede en ny tidsalder, som det kan være rigtig svært at tro på. Men det er det radikalt nye og helt geniale ved kristendommens budskab: Livet vokser ud af døden.
Han indbyder os med sine ord: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, selvom han dør!” Både her i livet og i al evighed.
Glædelig påske!
