I december sender Danmark et transportfly og to helikoptere samt 70 personer i 2-3 forskellige enheder til Mali for at støtte franskmændenes mission i deres gamle koloni. Danmark har ikke været så kraftigt til stede tidligere, og det skaber store etiske udfordringer og kan ødelægge lokalbefolkningens tillid til Mission Afrikas årelange arbejde.
Vore partnere i regionen sover med det ene øje på klem. Ingen vil overraskes af terroristerne, som har hærget både i Mali, Nordnigeria, Nordcameroun og Centralafrika. Jeg er lige kommet hjem fra Mali, og i den uge blev 45 dræbt af de franske tropper pga. terrorisme. Eskaleringen af islamistiske grupper i Nordmali er kommet efter sammenbruddet i Libyen og udrensningen i Irak og Afghanistan.
Sahel-missionen er oppe imod noget af det samme som den fejlslagne jagt på Al Qaida i Afghanistan. Den danske indsats kan dog gøre en positiv forskel for de franske styrker, der er dybt afhængige af vores lufttransport pga. den elendige infrastruktur, det kolossalt store land og vejsidebomber.
Men militær hjælp til området kan opfattes både som støtte til Frankrig og til den siddende malisiske regering, der er kolossalt udfordret af konflikten, af Frankrigs tilstedeværelse, samtidigt med landet er meget fattigt. Hærens rifler virker ikke, og ingen vil udruste dem med nye våben. Det mindste onde er måske, at Danmark styrker Frankrigs gennemslagskraft mod terrorismen. Men det er ikke uproblematisk.
Jeg har talt med den maliske lokalbefolkning, der fortæller at langt størstedelen er meget utrygge ved Frankrigs tilstedeværelse. Først blev de glade for hjælpen med at udrense terroristerne fra hovedstaden i syd og nordpå. Men hvorfor standsede Frankrig pludselig lidt nord for Timbuktu og nægter de Malis styrker at komme til Nordmali? Det er mistænkeligt, og det gør det umuligt for Malis regering at opretholde lov og orden og mægle mellem de krigsførende grupper.
Frankrigs militær kontrollerer nu Nordmali. Der er ”tilfældigvis” rige forekomster af uran og andre mineraler, og Frankrig er i gang med at bygge en stor lufthavn i Kidal i Nordøst. Hvad er deres interesser? Der er knapt så rare eksempler på dette i Frankrigs historie. Derfor er det speget, når Danmarks allierede har gang i lyssky affærer.
Lokalbefolkningen hader situationen, men forsøger at få en hverdag til at fungere. Det tidligere så skønne ferieparadis Timbuktu, er smadret, og vi ser massive menneskestrømme på flugt fra terrorismen. Der er mistillid i luften. Alle mistænker hinanden for at være i ledtog med islamiske terrorgrupper. Situationen er skrøbelig og ubærlig. Hvad har regionen virkelig brug for?
Mission Afrika (tidl. Sudanmissionen) har været i Sahelregionen siden 1911. Vi skaber fredelig sameksistens, fjerner kvinders undertrykkelse og sikrer lokal forankret og bæredygtig udvikling gennem kirkerne. Missionen har været en kæmpe succes, men de sidste år har jihadist-grupper gjort arbejdet hedt for os.
Fredskomittéer er afgørende for at nedskalere de voldsspiraler terror-krigen har skabt. Fredskomittéerne består af repræsentanter fra regionens religiøse og etniske grupperinger og mægler, når en lokal konflikt eskalerer. Desuden er de engageret i anti-radikaliseringsarbejde blandt unge. Mange unge får penge for at lade sig rekruttere til de voldelige ekstremistiske grupper. Og de er nemme at lokke pga. fattigdom og manglende uddannelse.
Men Mission Afrikas arbejde er i fare. Vi har netop modtaget lydfiler og støttebreve fra en kendt fodboldspiller og en anerkendt musiker fra Mali, der skarpt kritiserer Frankrigs dobbeltmoralske engagement i deres land. Så når Danmark nu engagerer sig i Mali, står Mission Afrikas mangeårige indsats i fare for at blive sat i bås med franskmændene, hvilket i værste fald ødelægger lokalbefolkningens tillid til vores arbejde.
Generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge
Mission Afrika, Lyseng Allé 15 d, 8270 Højbjerg
Bragt i JP 10. december 2019.
