Påvirkning eller indoktrinering?

Er det indoktrinering at lade sit barn døbe og fortælle om de kristne værdier til sine børn?

Jeg blev provokeret af nogle artikler om, at ikke-påvirkning ikke findes – god og dårlig påvirkning gør. Børn er hele tiden på vej i livet og i deres relation til det guddommelige. Jeg kan mærke på mine egne børn, at de ofte bruger Gud for at forstå grundlæggende problemstillinger i livet, uanset om vi voksne kommer for tæt på eller holder os langt borte fra livets nødvendige store spørgsmål. Men hvad enten jeg som forældre vælger at gå tæt på barnet, uden at give det mulighed for refleksion, eller når jeg slet ikke går ind i disse eksistentielle samtaler, så ignorerer jeg mit barn, og det bliver forladt og rodløs

Ansvaret ligger hos vi forældre og de andre voksne omkring vore børn. Vi påvirker eller indoktrinerer børnene til at vælge Gud fra, når det bliver for smertefuldt for dem at placere svigt, skyld og ansvar hos deres forældre eller andre voksne.

Forskningen siger, at den omgangsform, som viser respekt for barnets kerne, samtidigt med det ikke overlades til sig selv, er gennem ”det ægte møde” mellem barn og voksen. Det sker, når vi voksne både konfronterer barnets tankeverden og erfaringsgrundlag, men bagefter trækker os tilbage og giver barnet plads til bearbejdning. Efter lidt tid skal vi så spørge ind til temaet igen.

Selvom andeæg klækkes på land, fører moderen ællingerne ned til vandet. Hvis hun holdt ællingerne tilbage på land, for at de selv kunne tage stilling til, hvor de ville leve, når de blev større, ville det ikke være at værne om deres frie valg. Det ville være at efterlade dem ubeskyttede og hjælpeløse uden for deres rette element. Derfor er det naturligt at bære sit barn til Gud i dåben, og tale med barnet om livets store spørgsmål og Gud som det rette element, hvor det hører til og kan udfolde sig.

Det er så vigtigt, at vi viser hvordan Guds verden hænger sammen. Men hvordan? Jo, se på Jesus: Han er en voksen, der i modsætning til både sin samtid og vores nutid, vil barnet for dets egen skyld og ikke for dets iboende potentiale og nytteværdis skyld, men fordi det hører til hos ham. Vi har værdi i os selv. Vi er elsket på forhånd. Det er så vigtigt i vores samfund, hvor vi skal kvalificere os til alt. Vi HAR en værdi ved at være et menneske, et Guds barn. Det er vores opgave at genspejle, når vi har med børn at gøre.

Se artikler om kristen opdragelse i dag på www.kpi.dk

Share the Post:

Releterede blogindlæg

Join Our Newsletter

Social Media Auto Publish Powered By : XYZScripts.com