Selvfølgelig er politikerne ikke forpligtede på at lytte til kirkens stemme, når det gælder migrationspolitik. Men vi har bare en flere tusind år lang erfaring på det område, hvilket FN også har opdaget de sidste 20 år. Så måske er det en god idé at være lidt stille og lytte efter kirkens stemme, inden de store beslutninger træffes.
Danmarks historie er fyldt med religiøse fortællinger, og kirkens historie har migration som et konstant tema. Helt tilbage fra Bibelens første sider møder vi mennesker på vandring, mennesker der viser gæstfrihed og identificerer sig med den fremmede og faderløse.
Selvfølgelig skal vi ikke være blåøjede, men anerkende at nogle føler sig truet af migranter pga. tryghed, økonomi eller angsten for at miste deres kulturelle identitet.
Men vi er også nødt til at tale direkte imod medløberi! Det er sørgeligt, når den danske identitet og kultur flytter sig fra at hjælpe og passe på mennesker, der var i nød (tænk f.eks. på jøderne under Anden Verdenskrig), og til at blive meningsdanneres ”forenede” folkestemme mod fremmede. Jeg beskæmmes over den ensidighed.
Ethvert menneske har krav på respekt og beskyttelse! Og det kan jeg sige som repræsentant for kirken, uden at blive politiker. For det er ikke min opgave at lave de politiske løsninger eller lovforslag, men at påberåbe mig de kristne værdier. Vi er nødt til at holde beretningerne om kærlighed og håb (principperne i vores kristne tro og Jesu eksempel) op imod de hadske og populistiske fortællinger, der bærer brænde til bålet med had og frygt.
Jeg mærker hver dag i Mission Afrika, at mine skyklapper bliver revet af min ”hvide” identitet, når jeg samarbejder med vores partnere i Afrika og Mellemøsten. Jeg lærer så meget af at tale og følges med dem. Hold op hvor er vi afhængige af hinanden! Det gælder ikke bare i hver vores lille trygge danskerzone, men også globalt. Derfor er Jesu gyldne regel om at, ”alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”, slet ikke så tosset. Det gælder også i klimapolitik mv.
Jeg er glad for mine børn ikke vokser op på vores udrejsecentre. Men det er mit ansvar at påtale forholdene også dér. Det er for pinligt, at vi i et af verdens rigeste lande ikke kan give dem bedre forhold. Lade dem gå i folkeskolen. Lade familierne indrette sig hjemligt og selv lave den mad, de kender.
Jeg ville svigte mit ansvar i et kristent land, hvis ikke jeg hævede min røst mod disse pinligheder, der er opstået pga. politisk og folkeligt medløberi. Så stop dog og mærk efter. Er det sådan den danske stemme skal være?
Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær Mission Afrika
Lyseng allé 15
8270 Højbjerg
